projekter

While in Battle I'm Free

DMJX Eksamensopgave, 2024

Adobe Illustrator
Processing
p5.js
Nuxt.js
Node Package Manager
VSCode

I semesteropgaven fra sommeren 2024 skulle vi udvikle et koncept til annonceringen af en danseforestilling arrangeret af Metropolis i samarbejde med danseensemblen, Cullberg.

Forestillingen foregår på Blågards Plads og beskæftiger sig blandt andet med pladsens rige historie som tematik. Derfor tager konceptet primært afsæt i Blågårds Plads samt de symbolske sammenhænge, der kan knyttes mellem stedet og danseforestillingen.

I tråd med de kontraster, forestillingen beskæftiger sig med, indeholder farvepaletten en kold side og en varm side. Farverne er desuden håndplukket fra visuelle iranske referencer og desatureret en anelse for at tilpasse dem en nordisk kontekst.

Valget af font er faldet på Space Grotesk, der på overfladen er en enkel sans-serif font med et lidt kantet udtryk samt med enkelte interessante særpræg, deriblandt de unikke g- og y-minuskler. Fonten taler på den ene side godt sammen med det geometriske baggrundmønster, men har stadig noget bevægelse over sig – særligt i de her minuskler. Space Grotesk er variabel og derfor brugbar både som displaytypografi og brødtekst.

Som nævnt har jeg brugt Illustrator til det indledende arbejde – som en hurtig løsning til at samle mine tanker og inspiration. Senere til at udarbejde farvepaletten, UI-elementerne til kampagnesitet samt typografien, som skulle importeres til Processing. Dernæst begyndte jeg mit projekt i Processing, hvor det hurtigt lykkedes mig at generere mønstret fra Blågårds Plads. Herfra kunne jeg implementere et videofeed fra kameraet og lade dets farveværdier styre stregtykkelser i mønstret – hvilket så dannede billedet. Herfra har jeg konverteret min Processing-kode til p5, så den kunne komme til at køre på kampagnesitet med en simpel interface.

Jeg eksperimenterede også med at få den til kun at reagere på hudtoner, så man for det meste ville kunne sortere baggrunden fra. Dette lykkedes langt hen ad vejen – men af hensyn til forskellige lysforhold samt eventuelt personer med andre hudtoner (som jeg ikke har haft mulighed for at teste på), har jeg også implementeret en tilstand, hvor den blot bruger luminositet.

Tanken med plakatgeneratoren er, at man som publikum kan generere sin egen plakat og være en del af kampagnen og fællesskabet Denne personlige plakat skulle altså være én, man ville dele på sine sociale medier og sprede budskabet om forestillingen.

Det slog mig, at det ville være ærgerligt for kampagnen, hvis folk begyndte at dele provokerende plakater – derfor har jeg ved hjælp af et JavaScript-library kaldet TenserFlow arbejdet på en løsning, der kan forhindre folk i at generere plakater med udstrakte langefingre på.

Kampagnesitet er udarbejdet i Nuxt, der med sin component-logik gjorde det nemt at genbruge elementer som eksempelvis mine custom UI-elementer.